Om mig og os
Vores familie har i snart 10 år haft en lille lejlighed på Prenzlauerberg. Vi er alle mere eller mindre forelskede i Berlin i almindelighed og i Prenzlauerberg i særdeleshed.
Vi oplever nye eventyr, hver gang vi kommer til Berlin, og vi sover knagende godt om natten i vores stille baghus, når vi har vandret byens gader tynde hele dagen.
Vi: er Niels og Gitte (de to gamle), vores børn, Nina, Marie og Emil og vores svigersøn Mikkel.
Der er ikke ret meget ved Berlin, som vi ikke interesserer os for, for vi er gode til at nyde livet, og hvad livet angår, er der nok at tage for sig af i Berlin.
Vi går på kunstudstillinger, på restaurant, på shopping. Vi tager på udflugter på floderne, i omegnen af byen og også af og til lidt længere ud i det Tyskland, vi har forsømt i mange år, da vi troede landet var en motorvej, man bare skulle igennem for at komme til Italien. Ikke mindst traver vi rundt i hele Europas historie i den by, der hele tiden dramatiserer Europa som koldkrigsdelt – og som forenet efter Murens fald. Tankevækkende, at festlighederne ved 20’året for Murens fald omfattede påmindelser om alle de mure og barrierer, der stadig står mange andre steder i verden.
Vores Berlinerliv har føjet mange nye dimensioner til vores danske hverdag, og vi er af sted, så tit lejlighed byder sig – og det er ret tit.