Browsed by
Kategori: DDR-historie

Hvordan får man fat i et skateboard i Østberlin i 70’erne?

Hvordan får man fat i et skateboard i Østberlin i 70’erne?

Da Cliewe var 12-13 år ser han et program i tv, hvor amerikanske unge løber på skateboard. Han bliver straks begejstret og vil have fat i sådan et. Da man naturligvis ikke kan købe et skateboard i en butik i Østberlin, får han den idé at kontakte den amerikanske ambassade på Unter den Linden. Måske vil de i det mindste give ham en plakat med billede af en skateboarder? Desværre får han ikke held med missionen – han får hverken skateboard eller plakat – men NB: på den tid kan man gå lige ind fra gaden! Da han kommer ud, bliver han straks antastet af en uniformeret østtysk vagt, som vil vide, hvad han har lavet hos fjenden. Han får lov at gå, men næste dag bliver han i skolen i Greifenhagener Strasse spurgt af læreren og bedt om at forklare i klassen, hvad han kan have haft til hensigt med sit besøg hos den imperialistiske klassefjende. Senere får han mulighed for at købe et skateboard i Stettin i Polen, hvor man åbenbart kan købe mange spændende vestprodukter, som fx læderjakker, fodboldmerchandise fra vesttyske klubber. Disse var attraktive, selv om man slet ikke var fan af den pågældende klub!

Stasi og Hohenschönhausen

Stasi og Hohenschönhausen

Vi har alle hørt om, set film om og læst om Stasis rolle i DDR og omegn under den kolde krig. Det er gyseligt – bogstaveligt talt – at gå tæt på de fakta og de mange skæbner, der har været berørt og i mange tilfælde er blevet sjæleligt forkrøblet af mødet med Stasis systematiske, altødelæggende metoder.

I sommeren 2012 tog jeg mod til mig – efter mange tilløb – til at besøge det berygtede fængsel og forhørscenter Hohenschönhausen. I selskab med en hårdfør historielærer begav jeg mig afsted. Besøget foregår i en gruppe- Fürung med en guide, som har 1.håndskendskab til Stasi, idet de fleste af stedets guider selv har siddet i Hohenschönhausen eller lignende “faciliteter”. I vores tilfælde havde guiden Cliewe Juritza (se link) siddet i 4 ud af et stort antal fængsler (jeg husker ikke det præcise tal, men der var mange fordelt over hele DDR). Han havde imidlertid ikke siddet i Hohenschönhausen.

link til Gedänkstätte Hohenschönhausen:

http://en.stiftung-hsh.de/

Se også filmen De andres liv eller, hvis I kan få fat i den TV-serien Weissensee, som handler om en hel families tilknytning til, arbejde for og problemer med Stasi.

læs Knud og Vera om halvdanskeren Knud Wollenberger, der gennem en lang årrække gav oplysninger til Stasi om sin kone Veras politiske aktiviteter.

link til Cliewe Juritza, som også laver andre byvandringer/Stadtfürungen:

http://www.cliewe.de/

læs Cliewes bog: Als die Berliner Mauer noch kein Denkmal war.

Han blev arresteret som 18-årig i 1984, fordi han forsøgte at flygte – ikke under selve flugten, men fordi han afslørede sig selv ved at købe en enkeltbillet i stedet for en returbillet til grænsen i Ungarn. Senere blev han frikøbt af Vesttyskland.

Ved et besøg i Hohenschönhausen får man et indblik i, hvad menneskelig kreativitet kan misbruges til. Torturkamre, der fratager den indsatte fornemmelsen af tid og sted – fx i mørke runde gummiceller. Vandtortur, trusler, små scener, hvor forhørslederen giver en fange en kop af hendes yndlingste (hvorfra ved han, hvad hun bedst kan lide? – hvem har givet ham denne meget personlige oplysning?) – og så siger han: “du kan roligt drikke den. I dag er der ikke noget i”. Fængselsceller, hvor du kan blive anbragt sammen med fanger, der allerede har siddet i mange måneder, og måske allerede er helt nedbrudt. Du kan sidde sammen med Stasis egne spioner, der lader som om de vil hjælpe dig. Osv. osv.

Man bliver dybt beklemt.

I 2013 er et nyt museum åbnet. Man skal unde sig selv at få en Führung, som næsten altid forestås af en person, der selv har været i Untersuchungshaft, enten her eller i et fuldstændig tilsvarende rædselshus et andet sted i DDR.

Museet har systematiseret de forskellige elementer i undertrykkelsen og nedbrydelsen af mennesker, der på en eller anden måde – og nogle gange for latterlige småting efter en nutidspersons mening – har gjort sig bemærket som utilpasset eller subversiv. Hr Neubert, som viste os rundt i oktober 2013 var et temmelig upolitisk menneske, der tilfældigvis var ung i 60’erne og gerne selv ville bestemme over sigt liv.

 

 

Tränenpalast

Tränenpalast

I efteråret 2011 åbnede en udstilling: Grenzerfahrungen på Bahnhof Friederichsstrasse. Udstillingen viser detaljer og fakta om, hvordan det var at passere grænsen mellem Øst- og Vesttyskland under delingen. Man ser, hvordan man sluses igennem paskontrollen og bliver kontrolleret, tjekket, set an og overvåget, nærmest fra alle tænkelige vinkler – og både papirer, bagage og person blev underlagt granskning,  tjek og intimidering. Det forlyder, at omkring 200 mennesker døde her – alene af følger af den stress og den nervebelastning det var – de blev altså ikke skudt!

Nogle af de besøgende havde selv passeret grænsen. Ën havde fx – efter at være flygtet med sine forældre i 1958 – sammen med sin mor besøgt familien i øst med alt hvad der fulgte af Kold-krigs-behandling på stationen. Faderen afstod helt fra at søge om indrejse – han kunne ikke klare presset.

Stedet virker meget nærværende: tingene, rummene, kontrolsluserne står som de stod – man er på ‘the very spot’ – så det virker stærkt – og som en nødvendig udstilling.

Tränenpalast, som det ser ud i 2011
Schloss Schönhausen, Pankow

Schloss Schönhausen, Pankow

Vi cyklede ad Mauerweg fra Prenzlauerberg til Pankow. Langs cykelstien kunne vi nyde den landlige atmosfære med masser af Kleingärtenanlage – kolonihaver – og nogle af de mange kirsebærtræer, som Japan har foræret Berlin som et fredssymbol. De er plantet langs den nu forsvundne  Berlinmurs forløb. Vi har endnu til gode at se dem i blomst ved forårstid. På vej til Slottet Schönhausen kom vi forbi et monumentalt sovjettisk krigsmindesmærke – ikke så voldsomt i dimensionerne som det i Treptower Park – men alligevel ganske imponerende.

Trauende Mutter Heimat

Slottet Schönhausen er nyrestaureret og endnu ikke særlig velbesøgt, så der er fredeligt, smukt og uspoleret. Trafikken omkring slottet er lokal cykel- og gåbentrafik. En rigtig oase.

Scloss Schönhausen

Slottet blev bygget i 1600-tallet, men har især 2 vigtige perioder i sin historie: Dronning Elisabeth Christine – Friederich des Grosses dronning – brugte det som sommerslot, og – nok mere aktuelt interessant: det blev brugt til repræsentation i DDR-tiden. Det var her prominente gæster blev modtaget og indkvarteret ved statsbesøg. Ulbricht havde et kontor, man kan se rekonstruktionen af. Gæsteværelser besøgt af Dronning Beatrix fra Holland ( med lilla badeværelsesfliser!) og Gadaffi, Kim il Sung og andre af DDR’s venner fik vi også lov at se.

Lige uden for slotsparken cyklede vi rundt i Majakowskijring, hvor den gamle DDR-centralkommité boede indtil de i 70’erne besluttede, at stedet var lidt for tæt på almindelige mennesker – skønt det absolut er et mondænt sted med imponerende villaer – og flyttede ud til Wandlitz, hvor de vist også skaffede sig yderligere beskyttelse ved hjælp af bunkere og andet “specialudstyr”.

I Majakowskijring fandt vi et yndigt traktørsted og spiste frokost i haven.

Majakowskij Gasthaus
Wolf Biermann ved Bornholmerstrasse

Wolf Biermann ved Bornholmerstrasse

Wolf Biermann ved Bornholmer Brücke

Den 9. november skulle die Bundeskanzlerin symbolsk gå over Bornholmerstrasse – Bösebrücke – sammen med prominente gæster fra den østlige side af jerntæppet. Mens vi stod og ventede på at få et glimt af dem, hørte vi Wolf Biermann tale fornøjet med folkemængden, som bad ham om en sang. Den leverede han ikke, men så ud til at være glad for at fejre dagen på ‘the very spot’, hvor Muren åbnede allerførste gang for 20 år siden.