Gleis 17

Gleis 17

Fra Grunewald S-Bahnstation blev mellem 1941-45 mange tusind jøder deporteret til Theresienstadt, Bergen-Belsen, Auschwitz,  Sachsenhausen m.v. På stationen – som i parentes bemærket er smuk og ligger smukt i et meget velstående område – villaerne er slotsstore – har Deutsche Bahn oprettet et mindesmærke i form af det spor – Gleis 17 – som deportationerne foregik fra. Sporet ligger nu ubrugt hen, men man kan komme ind på det via den almindelige banegårds-fordelingstunnel. Perronen er inddelt i felter, hvorpå er skrevet dato og antal borttransporterede på den pågældende dag – alt mellem 1300 og en halv snes stykker.

Grunewald S-Bahn-station
En dags transport fra Gleis 17
Mur med antydninger af personer, der ikke er der. af den polske billedhugger Karol Broniatowski.

I oktober 2011 blev de frygtelige begivenheder mindet med taler af bl.a. Regierende Bürgermeister Klaus Wowereit og med deltagelse af Inge Deutschkron – kendt jødisk forfatter, der overlevede krigen i Berlin, bl.a. med hjælp fra lederen af blindeværkstedet i Rosenthalerstrasse. Inge Deutschkron har skrevet bøger og artikler om, hvordan det var at skifte opholdssted og hele tiden være på vagt, selv om venlige mennesker hjalp med at skjule hende og hendes mor, og de også havde beskræftigelse på værkstedet. Blandt andet har hun skrevet: Ich trug den Gelben Stern.

Ved mindehøjtideligheden på Gleis 17 blev der lagt hvide roser.

Comments are closed.