Cykler og cyklister i Berlin

Cykler og cyklister i Berlin

Vi har været længe om det. Og også haft et uheld undervejs – idet vores først indkøbte cykel blev stjålet – og for at det ikke skal være løgn, viste det sig, da vi meldte tyveriet til politiet, at den allerede var meldt stjålet én gang. Det vil sige, at den brugt-cykel-forhandler, jeg havde købt den af, enten havde urent mel i posen, eller var blevet snydt af en bisse.

Cyklen var dejlig, men væk nærmest inden vi fik den kørt varm, og én cykel er da heller ikke meget mere end ingen cykel, når éns familie har mere end ét medlem.

Nu har vi så 2 – og det er et kæmpefremskridt: vi har cyklet byen tynd i denne sommer, og det har flere fordele: den kedeligste er,  at man sparer penge til U- og S-Bahn og til min ellers højt elskede sporvogn. Dette er dog endnu mere en god ting, idet første og sidste er under reparatur, og derfor ikke så attraktive tilbud, selv om der er indsat Ersatzverkehr.

Den største fordel, som jeg er helt betaget af, er at man ser meget mere fra en cykel. Man kommer rundt og ind de sjoveste steder. Byen er fuld af cykelstier med seværdigheder på vejen OVERALT! Fx er der Berliner Mauerweg, som både er smuk og interessant – og rigtig, rigtig lang! Man opdager desuden, at afstandene ikke er noget at snakke om, fordi man skærer igennem, hvor biler og offentlig transport snegler sig afsted. Hvor der er afspærringer, kan en cykel næsten altid komme forbi alligevel – og afspærringer er der mange af i en by, hvor der bygges og restaureres hele tiden. Og – og hør nu efter – når folk siger, det er farligt at cykle i Berlin, så er det enten fordi de ikke kender København – og Roskilde for den sags skyld – eller fordi de ikke ved, at alle forventer, at man cykler på fortovet, hvis det kniber med plads andre steder. Det kan godt være, det er forbudt, men det er tydeligt, at meget få mennesker løfter et øjenbryn over det. Gør det – og gør det hensynsfuldt – så går det fint.

Comments are closed.