I sommeren 2010 tog vi en længere udflugt – helt til Bayern: Bayreuth, Nürnberg og Bamberg. Det er en tilsnigelse, at skrive om disse steder i en Berlin-blog, men de slipper ind, dels fordi de var så smukke og spændende, og dels fordi  elementer af deres historie (når måske undtages Bayreuth) er så knyttet til Berlin, at jeg ikke kan lade være med at skrive om dem.

Vi tog til Bamberg, fordi vi vidste, at Grev Stauffenberg altid og især i sin sidste tid længtes “hjem til Bamberg”. Vi vidste ikke, at byen er et eventyr i sig selv. Den er selvfølgelig – som mange tyske byer – en del af Unescos Welterbe – og den er billedskøn med gotiske kirker, rokokohuseblomster og vand over det hele. Mange byer kalder sig Nordens Venedig, men ikke mange byer har faktisk rigtige gondoler, man kan sejle i.

Man kan google Schützenstrasse i Bamberg og læse om familien Stauffenbergs liv her. Men helt tilbage til 1600-tallet var der en Fürstbischof Stauffenberg, som residerede ved domkirken – og i øvrigt byggede det smukke slot Seehof lige uden for byen.

 

 

 

inde i domkirken kan man blandt andet se den berømte Domreiter – en rytterstatue af kong Stephan af Ungarn. Efter sigende den ældste rytterstatue i Europa i fuld størrelse siden antikken.

Bamberg ligner de der puslespilsbilleder, man tror er løgn, af yndige tyske byer, der må være iscenesat og retoucheret for at give et totalbillede – der nærmer sig en kliché – af yndighed og blomstrende idyl og historie.