Schloss Schönhausen, Pankow
Vi cyklede ad Mauerweg fra Prenzlauerberg til Pankow. Langs cykelstien kunne vi nyde den landlige atmosfære med masser af Kleingärtenanlage – kolonihaver – og nogle af de mange kirsebærtræer, som Japan har foræret Berlin som et fredssymbol. De er plantet langs den nu forsvundne Berlinmurs forløb. Vi har endnu til gode at se dem i blomst ved forårstid. På vej til Slottet Schönhausen kom vi forbi et monumentalt sovjettisk krigsmindesmærke – ikke så voldsomt i dimensionerne som det i Treptower Park – men alligevel ganske imponerende.
Slottet Schönhausen er nyrestaureret og endnu ikke særlig velbesøgt, så der er fredeligt, smukt og uspoleret. Trafikken omkring slottet er lokal cykel- og gåbentrafik. En rigtig oase.
Slottet blev bygget i 1600-tallet, men har især 2 vigtige perioder i sin historie: Dronning Elisabeth Christine – Friederich des Grosses dronning – brugte det som sommerslot, og – nok mere aktuelt interessant: det blev brugt til repræsentation i DDR-tiden. Det var her prominente gæster blev modtaget og indkvarteret ved statsbesøg. Ulbricht havde et kontor, man kan se rekonstruktionen af. Gæsteværelser besøgt af Dronning Beatrix fra Holland ( med lilla badeværelsesfliser!) og Gadaffi, Kim il Sung og andre af DDR’s venner fik vi også lov at se.
Lige uden for slotsparken cyklede vi rundt i Majakowskijring, hvor den gamle DDR-centralkommité boede indtil de i 70’erne besluttede, at stedet var lidt for tæt på almindelige mennesker – skønt det absolut er et mondænt sted med imponerende villaer – og flyttede ud til Wandlitz, hvor de vist også skaffede sig yderligere beskyttelse ved hjælp af bunkere og andet “specialudstyr”.
I Majakowskijring fandt vi et yndigt traktørsted og spiste frokost i haven.