Brecht

Brecht

Brecht var en af de store berlinere og sætter stadig sit præg på byen.

Man kan besøge hans og Helene Weigels hus i Chausseestrasse. Det er en oplevelse, at besøge værelserne, hvor de levede, skrev og arbejdede med skuespil og digtning. Bertolt fyldte huset med bøger og kinesiske tryk – og guiden fortæller, at han, da han levede også fyldte huset med cigarrøg. Dette ses kun indirekte ved antallet af askebægre; Brecht havde nemlig både adskillige arbejdspladser, hvor han kunne flytte rundt efter humør, lys og behov for nye arbejdsstillinger – og som sagt et askebæger ved hver eneste plads.

I kælderen kan man se Helene Weigels køkken, hvor hun ofte tilberedte østrigske egnsretter til skuespillerensemblet fra teatret ved Schiffbauerdamm lige i nærheden. Desuden kan man bese hendes soveværelse, hvor hun holdt hof omkring sengen eller så TV – noget af en sensation i datidens DDR – og man kan se  havestuen, hvor hun havde sin porcelænssamling og sine danske møbler.

Fra huset kan man kigge over på Dorotheenstädtischer Friedhof, hvor de to ligger begravet side om side og som ‘nabo’ til mange andre store tyskere.

I kælderen under forhuset ud til gaden kan man besøge Brechts Keller, hvor der serveres mad efter fru Weigels opskrifter. Kælderen er indrettet med teaterrekvisitter, miniscenografimodeller – og billeder fra Brechts og familiens liv.

Ved Schiffbauerdamm ligger som sagt Berlinerensemble, hvor Brechts stykker stadig spilles. Selv har jeg set Mutter Courage i foråret 2010, og i foråret 2011 var vi en gruppe fra vores tyskhold på VUC Roskilde, der så scener fra Furcht und Elend des dritten Reiches – en meget bevægende, foruroligende og absolut aktuelt relevant oplevelse!

Comments are closed.